Igennem hele sin kunstneriske karriere har Ingrid Duch fundet stor inspiration i oldtidens myter og kunst. Også eskimoisk, indiansk og præcolumbiansk kunst har påvirket hendes kunstneriske udtryk, men det er især de ægyptiske og oldgræske civilisationers fremstillinger af gudernes indflydelse på menneskelivet og dets samspil med naturen, der har haft tilbagevendende betydning. Dog ikke sådan, at hun indholdsmæssigt genfortæller eller efterligner den forhistoriske kunst. Tværtimod bliver inspirationen brugt til at skabe værker, der helt igennem er hendes egne.
Selv om de antikke myters magi og skabelsesberetninger kan spores i værkernes titler og indhold, fremstår disse med en dybt personlig og selvstændig udformning. Forenklede og ofte forvredne figurtegninger af mennesker, dyr og træer bliver med ekspressive farvelægninger kombineret i symbolske sammenstillinger af drømmelignende karakter. Man fornemmer derfor også umiddelbart, at den fysiske verdens regelmæssigheder, som f.eks. tyngdekraftens tilstedeværelse, er direkte fraværende eller kun spiller en sekundær rolle i Ingrid Duchs billedunivers.
Værkernes indhold spejler således noget eksistentielt tidløst af urmenneskelig eller arketypisk betydning. I Ingrid Duchs kunst antydes ofte en slags urfællesskab med modergudinden som den livgivende faktor i en verden af fred og balance.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, har beskrevet dette forhold på følgende vis:
På sin egen måde viser Ingrid Duch med sin kunst hen på et alternativ til den moderne verden. En verden, hvor materialisme, krig og undertrykkelse er afløst af fred, harmoni og kærlighed. Mellem mennesker indbyrdes såvel som mellem mennesker og dyr. Dette er kernen i Ingrid Duchs budskab til os. Et budskab, der på sin egen stille og fredfyldte facon er universelt og grænseoverskridende.