Ken Denning
*1957
Arbejdsområde: Maleri, tegning, fotografi, forskellige grafiske teknikker og blandformer.
Uddannelse: I tegning og grafik fra Det fynske Kunstakademi 1986.
Medlemskaber: Danske Grafikere, Billedkunstnernes Forbund, Kunstnersamfundet, Kunstnersammenslutningerne Den Gyldne og Grænselandsudstillingen
De store separatudstillinger "I NÆRHEDEN" på Kunstmuseet Trapholt i 2004, "UNØDVENDIGE BILLEDER" på Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder omkring årsskiftet 2007-08 og "UNDERVEJS" samme sted, 25. februar - 17. april 2017 har placeret Ken Denning som en af tidens mest markante kunstnere med et personligt og originalt bud på et landskabsinspireret udtryk.
Fra den 14. november 2021 til den 13. marts 2022 er Ken Denning aktuel med en meget omfattende udstilling på Museumsberg i Flensborg.
I galleriet kan man opleve eksempler på nogle af hans seneste malerier i olie på lærred, træ, zink, skifer og papir. Disse er blevet til under kraftig inspiration af kunstnerens landskabsoplevelser på Island - ligesom værkerne
i udstillingen “Undervejs. Netop det landskabsinspirerede udtryk har i et samspil med den mere abstrakte og musikinspirerede tilgang præget Ken Dennings arbejder gennem hele hans karriere. Medens det tidligere var østjyske og færøske
landskaber, der lå til grund for værkerne, har det i de seneste år været de store, skarptskårne og ofte dramatiske islandske vidder, der nu gør sig gældende. Denne gang i en stram horisontal linjeføring og
en markant brug af sorte, isblå, lysebrune og hvidlige farver.
I flere tilfælde underbygges fornemmelsen af den landskabelige råhed via værkernes stoflighed. Dette opnår Ken Denning med forskellige maletekniske kneb
- dog mest markant, når han også rent fysisk bearbejder værkets malebund. Snitspor i en finerplader efter skærejern eller varierede ridser i en zinkplade underbygger på én gang billedets grafiske karakter og dets stoflige
nærvær.
Den oprindelige inspiration kan være oplevelser af Færøernes og Islands vældige klippemassiver eller af mere hjemlige landskabsformer, som de findes i for eksempel Øst- og Sønderjylland eller på Fænø i Lillebælt. Uanset hvor Ken Denning henter sin landskabsinspiration, er det karakteristisk at såvel naturens ro som dens omskiftelighed og ofte markante konturer sætter sig billedmæssigt igennem i de anvendte kontraster: mellem det åbne og det lukkede, det organiske og det lineære, det lyse/hvide og det mørke/sorte. - Resultatet er næsten altid en meget energiladet og dramatisk fremstilling.
Museumsinspektør Eva Bræmer-Jensen i katalogtekst til udstillingen på Trapholt Kunstmuseum, 2004
Ken Dennings værker findes blandt andet i Kobberstikssamlingen på Statens Museum for Kunst, Vejle Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen i København, Trapholt i Kolding, Kunstmuseet i Tønder, Guan Shanyue Art Museum i Shenzen Kina, Bibliotheque Nationale de France i Paris, Sasol Art Museum i Stellenbosch, Sydafrika samt Marianne und Heinrich Lenhardt-Stiftung, Kaiserslautern.
Eksempler på værker til salg i galleriet: